logo

Print

1991-

Uafhængigheden

Med opløsningen af Sovjetunionen i december 1991 blev Rusland en selvstændig stat. Som den største af de tidligere sovjetrepublikker blev Rusland i statsretlig henseende betragtet som Sovjetunionens successorstat. Rusland overtog derfor Sovjetunionens traktatmæssige forpligtelser over for omverdenen, det permanente sæde i FNs sikkerhedsråd, størstedelen af gælden og de udenlandske repræsentationer i form af ambassader.

Økonomiske reformer

Straks efter uafhængigheden slog Jeltsin ind på en kurs med markedsøkonomiske reformer, der var langt mere radikale end dem, som Gorbatjov havde gennemført. Fra starten af 1992 blev priserne på de fleste dagligvarer givet fri, hvilket førte til øjeblikkelige prisstigninger. Allerede den første dag steg priserne 250%, og i løbet af ganske få måneder havde inflationen elimineret de store opsparinger, som befolkningen havde opbygget i årene med varemangel. Efter nogle år faldt inflationen dog og fandt et mere stabilt leje på 3-4% om måneden.

Den anden hjørnesten i de økonomiske reformer var privatiseringen af industrien. Den foregik ved, at der blev uddelt privatiseringsbeviser (vouchers) til alle voksne russiske borgere. Disse vouchers kunne bruges til at købe aktier i industrien. For at minimere risikoen for den enkelt blev der oprettet en række investeringsfonde, der fordelte investeringen på flere virksomheder. Alligevel var der mange, der valgte at sælge deres investeringsbeviser. I nogle tilfælde var prisen blot en flaske vodka.

Men der blev også reelt investeret i virksomhederne. Specielt var det udbredt, at arbejdere købte aktier i de virksomheder, hvor de var ansat. Da denne del del af privatiseringen afsluttedes 1. juli 1994 var 95% af småindustrien og 70% af storindustrien privatiseret. Til gengæld havde privatiseringen ikke givet de samme resultater inden for landbruget, hvor der manglede lovgivning med hensyn til ejerskabet til jord.

Af andre væsentlige ingredienser i de økonomiske reformer var reformerne på det monetære område. De betød blandt andet, at der blev indført en fast rubelkurs for at muliggøre Ruslands integration i verdenshandlen.

Forfatningskrisen

Ved Sovjetunionens opløsning havde Rusland et parlamentarisk system bestående af Den Øverste Sovjet og Folkekongressen valgt i 1990 og en præsident valgt i sommeren 1991. Grundlaget for dette politiske system var den gamle sovjetrussiske forfatning fra 1978, som siden da var blevet modificeret mange gange. Dette øgede dog blot forvirringen, idet ændringerne ikke fulgte et bestemt mønster og fx både gav parlament og præsident den formelle statsmagt.

Det hvide hus i Moskva
Det hvide hus bliver beskudt under forfatningskrisen i oktober 1993.

I løbet af 1992 voksede modsætningen mellem Jeltsin og parlamentet, der var domineret af kommunister. De økonomiske reformer og deres sociale konsekvenser vakte modstand blandt parlamentets flertal, der bl.a. udnyttede sin kontrol med Centralbanken til at sørge for store subsidier til industrien. Det førte til et voksende statsunderskud og regeringen måtte derfor trykke flere penge, hvilket fik inflationen til at stige.

Krisen kulminerede, da Jeltsin den 21. september 1993 via et dekret opløste parlamentet. Forfatningsdomstolen erklærede dekretet forfatningsstridigt, og parlamentet svarede derefter igen ved at afsætte Jeltin og gøre vicepræsident Aleksandr Rutskoj til fungerende præsident. Herefter lod Jeltsin parlamentsbygningen, Det Hvide Hus, omringe af specialstyrker. Den 4. oktober blev parlamentet beskudt af militæret, og Jeltsins modstandere blev arresteret. En ny forfatning blev herefter vedtaget ved en folkeafstemning i december 1993 samtidig med valget til et nyt parlament, Statsdumaen.

Tjetjenien

Den første krig i republikken Tjetjenien brød ud i 1994. I kølvandet på augustkuppet i 1991 tog nationalisten Dzjokhar Dudajev magten, erklærede Tjetjenien uafhængigt og blev valgt til præsident ved et valg, som blev erklæret ugyldigt af centralmagten i Moskva. I 1993 opløste Dudajev det lokale parlament og det førte til borgerkrigslignende tilstande i republikken, hvilket blev brugt som anledning til den russiske militære indgriben.

Billede fra Tjetjenien
Oprørssoldat foran præsidentpaladset i Tjetjeniens hovedstad, Groznyj. Foto: Mikhail Estafjev.

Den kontante russiske reaktion var sandsynligvis primært fremkaldt af frygten for, at en eventuel selvstændighed for Tjetjenien skulle inspirere andre af Ruslands subjekter til at gå samme vej. Endvidere skabte uroen i Tjetjenien problemer med infrastrukturen, da veje og jernbanelinier gennem området blev afbrudt. Dette var særligt problematisk da Tjetjenien spiller en vigtig rolle som transitområde for olie fra andre områder af Kaukasus.

Konflikten i Tjetjenien har imidlertid langt dybere historiske rødder. Tilbage i 1800-tallet, hvor Rusland underlagde sig Kaukasus, var Tjetjenien et af de sidste områder, som russerne fik kontrol med efter hårde kampe. Under Anden Verdenskrig blev tjetjenerne af Stalin anklaget for at have samarbejdet med tyskerne og blev i 1944 deporteret til Kasakhstan. Herfra fik de først lov at vende tilbage i 1957. Disse begivenheder skabte grobund for en stærk nationalitetsfølelse og etableringen af en national historisk fortælling med kampen for selvstændighed som et centralt element.

Krigen i Tjetjenien viste sig hurtigt at give Rusland store problemer. I stedet for at vinde en hurtig sejr, blev Rusland fanget i en blodig og tilsyneladende perspektivløs kamp. Konflikten i Tjetjenien har været præget af grove krænkelser af menneskerettighederne, og særligt de russiske styrker er blevet anklaget for anvendelse af ulovlige våben, overgreb mod civilbefolkningen og brutal behandling af fanger i en række opsamlingslejre. På sin side har de tjetjenske oprører anvendt terror mod civilbefolkningen i Rusland fx ved angrebet i juni 1995 på et hospital i byen Budjonovsk, hvor mere end 100 mennesker blev dræbt under gidseltagningen og et mislykket forsøg på at befri gidslerne.

Oligarkernes Rusland

Krigen i Tjetjenien var sammen med følgerne af de økonomiske reformer medvirkende til en faldende tillid til regeringen og Jeltsin. Parlamentsvalget i december 1995, hvor kommunisterne sejrede stort, demonstrerede tydeligt, at Jeltsin ville have store problemer med at blive genvalgt ved det forestående præsidentvalg i 1996. Dette var baggrunden for, at der blev forhandlet en våbenhvile på plads med den nye tjetjenske ledelse, som var kommet til efter Dudajevs død i april 1996.

For yderligere at styrke Jeltsin, søgte præsidentens administration støtte hos Ruslands rigeste forretningsfolk, de såkaldte oligarker. De havde ikke alene kontrol med store kapitalreserver, men kontrollerede også størstedelen af medierne. Med den støtte lykkedes det Jeltsin at vinde en kneben sejr i anden valgrunde over kommunisten Zjuganov.

Et af midlerne til at engagere finansfolkene i Jeltsins kampagne, var den såkaldte lån-for-aktier plan for privatisering af de store virksomheder. Mod at yde lån til staten fik bankerne lov til at administrere statens andel af virksomhederne i et år, hvorefter staten enten kunne betale lånet ud eller lade långiveren sælge statens aktier. Ofte fik oligarkerne imidlertid lov til at overtage virksomhederne til en pris langt under den reelle værdi, og planen var derfor med til at gøre nogle få personer meget rige på statens bekostning. Med denne plan fik finansfolkene en personlig økonomisk interesse i at sikre genvalget af Jeltsin, da de frygtede, at programmet ikke ville fortsætte under en kommunistisk præsident.

Finanskrisen, 1998

I august 1998 blev den russiske økonomi ramt af en alvorlig krise, som var en udløber af den asiatiske finanskrise i 1997. Faldet i olieprisen ramte især Rusland hårdt og satte rublen under pres. Regeringen måtte derfor opgive at overholde betalingen på landets gæld, og lønninger blev udbetalt med forsinkelser eller i naturalier.

Da regeringen ikke kunne få flertal i parlamentet til at udskrive flere skatter, måtte den i stedet financiere underskuddet i statsbudgettet gennem udstedelse af obligationer med renter på helt op til 150%. Selv med international støtte lykkedes det dog ikke at stabilisere rublen. I august måtte regeringen derfor vælge at devaluere rublen og indstille tilbagebetalingen af udlandsgælden. Den russiske økonomi kom sig imidlertid relativt hurtigt efter finanskrisen bl.a. som følge af stigende oliepriser, og allerede året efter var der vækst i økonomien.

Putin

Nytårsaftensdag 1999 valgte Jeltsin overraskende at trække sig tilbage, selv om han kun havde et halvt år tilbage af sin embedsperiode. I stedet overlod han ifølge forfatningen magten til Vladimir Putin, der var blevet udnævnt som regeringsleder i august 1999. I efteråret havde Putin genoptaget krigshandlingerne i Tjetjenien efter en række bombeeksplosioner i russiske storbyer, som tjetjenske oprørere blev beskyldt for at stå bag. Dette fik Putin til at fremstå som en handlingens mand i stærk kontrast til den fysisk svækkede Jeltsin. Dette var sammen med fremskyndelsen af præsidentvalget med til at sikre Putin en relativt komfortabel sejr i første runde ved præsidentvalget i marts 2000.

Foto af Moskva
Moskva er et af de områder, der har nydt godt af det økonomiske opsving.

Under Putin har Rusland haft en stabil økonomi med vækstrater på over 5%, hvilket gør Rusland til et af de lande i verden med højest økonomisk vækst. En væsentlig del af baggrunden for denne udvikling har været de høje oliepriser. Samtidig har støtte fra et flertal i parlamentet gjort det muligt for regeringen at føre en stram finanspolitik.

Den positive økonomiske udvikling har været ledsaget af en politisk udvikling, der er blevet set som et tilbageskridt for demokratiet. Med opdelingen af landet i syv føderale distrikter og afskaffelsen af det direkte valg af guvernører har centralmagten styrket sin kontrol med regionerne. Samtidig har ændringer i valgsystemet gjort det sværere for mindre og regionale partier at blive repræsenteret. Mest bekymrende er den øgede kontrol med massemedierne, der i stigende grad er kommet i hænderne på firmaer og personer med nære bånd til regeringen. Fraværet af en stærk kritisk presse var en af forudsætningerne for Putins overbevisende valgsejr ved præsidentvalget i 2004, hvor han blev genvalgt for en ny fireårsperiode.

Under Putin er konflikten i Tjetjenien trods talrige løfter ikke kommet nærmere nogen løsning. Tværtimod har Rusland fortsat de militære operationer, som har været ledsaget af talrige krænkelser af menneskerettighederne. Omvendt har de tjetjenske seperatister genoptaget terrorangrebene mod den russiske civilbefolkning fx ved gidseltagningen på Dubrovka-teateret i Moskva i 2003 og angrebet på skolen i Beslan i september 2004.

Medvedev

De seneste år op til udløbet af Putins anden valgperiode i 2008 var præget af gisninger om, hvem der skulle overtage præsidentposten. Putin selv var ifølge forfatningen udelukket fra at genopstille til en tredje periode, men i mangel af en klar arvtager var der vedholdende rygter om, at Putin agtede at ændre forfatningen, så han kunne beholde magten. Samtidig blev der spekuleret i, om Putin selv havde kørt en arvtager i stilling. I løbet af 2007 syntes både Dmitrij Medvedev, Sergej Ivanov og Viktor Zubkov at være sandsynlige kandidater til posten.

Først i december 2007 afgjordes spørgsmålet, da Putins støttepartier med Forenet Rusland i spidsen udtalte deres støtte til Medvedev. Også Putin bakkede op om Medvedev, der vandt præsidentvalget i marts 2008 overbevisende. Efter at være blevet indsat som præsident udpegede Medvedev Putin til ny regeringsleder, hvorved Putin fortsat kunne bevare stor indflydelse på russisk politik.